Star massage!
Tekst og foto: Johanne Visby
Det er i Vanløse og billedet kan stå alene.
Den orange stjerne i stedet for A i Star kan minde om den slags
stjerner man kan se i en tegneserie, én fra 70érne - når der bliver
slået et virkelig hårdt slag. Som om Stars fortænder er slået ud og
man stadigvæk er i chok og endnu ikke mærker smerten.
Tre små krusede Thailandske flag, som for at bevidne forretningens
autencitet.
To vildfarne og lidt forskellige orange plastic afspærringsstolper,
der står og træder sig selv over fødderne. De lader næsten som om de
ikke har set hinanden.
Det skæve gardin i det venstre vindue udgør en buet linie og vidner
om en vis tyngde eller hverdagsagtig og håbløs tristesse, eller
smiler det faktisk?
Hvis det gør er det måske til fotografen. Mit spejlbillede i orange
(!) jakke ses til højre i det venstre vindue.
Man kan også spørge sig selv: har nogen forladt Star i den tro at
det kun ville være midlertidigt? Har medarbejderne måske lige
forladt Star massage for at gå ned på Lan Hao Take away?
En
uforudset hændelse, som vi ikke umiddelbart kan forestille os er
måske stødt til i den forbindelse og så har omstændighederne gjort at
man ikke har kunnet vende tilbage til Star. Måske har man fået naboen
til at låse og har efterladt interiøret som det nu var. Halvtømte
glas, måske en kalender på væggen med det Thailandske kongehus, en
åben make-up pung, flader dækket af støv.
Star Massage i Vanløse kan
være et forladt sted, som bare stadig sender signal til
forbipasserende.
Eller måske er de stadig derinde..... Er der egentlig nogen inde i
Star? Og hvis der er, er de så i samme stand som facaden? Hvis vi
antager de er derinde, hvem kunne det da være og hvordan kan det være
de ikke kommer ud. Der er, som det fremgår af højre side af fotoet en
krydsfinér plade på kælderdøren, men den kan jo være anbragt dér
efter medarbejderne er kommet ind. Så muligvis sidder der nogle
mennesker derinde i en form for venteposition. Det kan vi ikke vide.
Måske har det været småt med kunder pga krisen og man har sat sig til
at vente. Én har bladret i et Thailandsk magasin men denne bladring
er så at sige stagneret. Blevet langsommere og langsommere og til
sidst standset i den endelige venteposition.
En har just kommet coffee whithener i sin kop kaffe der var den
sidste tår fra maskinen. Lampen på kaffemaskinen lyser stadig orange.
Den skimtes næsten hvis man kigger ind til højre for neden i vinduet
med foldegardin, hvor der findes en lille åbning Hun rører distræt i
det hvide krus med TRYG-forsikring logo, men bevægelsen bliver
langsommere og langsommere for til sidst næsten at gå i stå, mens
tiden bare går.
En tredje person har måske tvunget af omstændighederne givet sig tid
til forsigtigt at rulle foldegardinet ned og lukke lamellerne i
persiennen. Nærmest for at afvente en kommende situation.....
Johanne Visby 2010
Tilbage