 |
  |
|
Abbé Pierre og Klunserne i ParisAnmeldelseAbbé Pierre og Klunserne i Paris / Boris Simon.. Udgivet på Abbé Pierres Klunseres Forlag 1974. Originaltitel: Les chiffoniers d'Emmaus. 268 sider, 16 tavler Af Nanna Kann-Christensen Det er en offentlig hemmelighed i min familie at min særdeles religiøse oldemor, da hun havde været enke i en årrække, blev lidt småforelsket i Abbé Pierre. Efter hans forbillede indsamlede hun frimærker, som i starten blev dampet af, senere blot klippet ud og solgt videre til frimærkehandlere. Så hvis du nogen sinde har skullet starte en frimærkesamling og købt sådan en pose med blandede mærker, så er det muligvis Olde der har klippet dem. Flere år efter hendes død sendte folk fra hele landet konvolutter med eksotiske frimærker til hendes adresse. Således inspireret hjalp hun mange forskellige mennesker men der var vist mere i det fra Oldes side. Ifølge min mor var hun decideret lun på abbéen… Derfor var min glæde stor da jeg som gave modtog bogen om Abbé Pierre og Klunserne i Paris. Denne bog har gjort et stort indtryk på mig af flere grunde. Dels er det en chance for at få et indblik i objektet for min oldemors indestængte kærlighed. En karismatisk "deputeret" der opgiver egen karriere og prestige for at hjælpe andre. En mand, der på en gang elskes af de bumser og fortvivlede familier han hjælper og alligevel beskrives som uendelig ensom og kun har Gud at vende sig mod i nødens stund. En anden dejlig egenskab ved bogen er, at den lugter så meget af cigar at når jeg om aftenen har læst et kapitel og skal sove, så lugter mine fingre som om jeg selv var storryger. Denne lugt får mig til at tænke på hvem der mon har ejet bogen før mig. En cigarrygende, men from ældre dame? En præst uden andre laster end 14 Manne om dagen? Jeg forestiller mig at bogen har haft sit hjem i et brunligt kontor sammen med andre bøger i stakkevis på et kæmpe skrivebord. Bogen er skrevet af Boris Simon. Stilen i bogen er rendyrket old-school. Et herligt miks af roman og biografi. Således møder vi udover Abbé Pierre en hel række af de folk han møder: Her er der jul i "Clos Fleuri" hvor de hjemløse har bygget små huse. Abbéen kommer med juletræer. "Abbé Pierre havde besluttet sig for at gå alene ind til Charles. Hvis manden var uforskammet mod ham var der ikke nogen grund til, at nogen skulle være vidne til det. Med det pyntede juletræ i favnen bankede han på døren. Døren blev åbnet, og stående i døråbningen mønstrede manden sin gæst fra top til tå. "Glædelig jul" sagde Abbé Pierre.Bag den ubevægelige skikkelse så Abbé Pierre konen der var ved at tage af bordet. De 4 børn betragtede den mystiske gæst og det pyntede juletræ med store øjne. Charles sagde sagte: "Er det dem Hr. Pastor?" Han trådte til side. "De er den første præst jeg lader komme inden for døren. Men det er noget andet med dem. Kom indenfor!" Da Abbé Pierre sagde farvel 20 minutter senere fulgte Charles ham helt ud i den tilsneede have og hen til lågen. Idet han trykkede hans hånd sagde han: "Jeg tror ikke på de andres Gud. For mig er Gud... Det som de gør.""
Historien om Abbé Pierre og Emmaus samfundet er stærkt inspirerende, og jeg kan derfor på det varmeste anbefale denne titel til enhver med hjertet og næsen på rette sted.
N.K-C.
|
