Skrald bliver til kunst på nettet. Af Jørgen Juul. 07. maj 2009.
Venstrebladets omtale af opsamlers møde med Jytte fra Arnakke.

Lotte Skadborg Hansen – Kunst under construction. Af Kristoffer Holm Pedersen. 6.3 2008. Serie: Elektroniske ord. På Informations hjemmeside.

Tilbageblik. Af Louise Wolthers. I: 5 betragtninger – Øjne på Stilke. Galleri Image. 2007.
"Louise Wolthers skriver om det historiske fotografi. I sit essay Tilbageblik viser hun vej gennem billedarkiver med hjælp fra en række kunstnere, som på hver deres facon har relanceret det fotografiske historiedokument i en samtidig kunstkontekst."

Det vi smider giver hun tilbage som gave. Af Morten Beiter. Serie: Tingfindere. I: Berlingske tidende. - 2005-11-06

Flaskepost til samfundet. Af Christian Yde Frostholm i Weekendavisen nr. 33, 19. - 25. august 2005.

Når digitale samlinger mødes. Af Charlotte Hansen, Kulturnet.dk. 10/02/04

Opsamler.dk - de fortabte tings frelse. Af Karen Wagner, i AfsnitP's plog - 10/12/03

Det der ligger på jorden. Af Morten Søndergaard, 2003.

Opsamler.dk. Af Lotte Skadborg Hansen, 2003

Et webbaseret kunstværk - og digitalt museumssamarbejde: begge steder handler det om måder at systematisere på. Vi lader kunsten udfordre dokumentationen - og spørger til formidlingens betydning.
af Charlotte Hansen

Lotte Skadborg Hansens værk 'Foreløbig inventaropgørelse med eksempler' kan aktuelt opleves på websitet Afsnit P, som en del af et tema om listen. Værket er første udkast til et klassifikationssystem - 'måske de første brikker til et overblik over verdens inventar?', hedder det i præsentationen. Det slår én, at en etnolog, der dagligt arbejder med digitale katalogiseringsformer på landets museer, ofte må gøre sig de samme overvejelser om ordningsprincipper og det verdenssyn, der ligger til grund for dem.

Jeg har derfor bedt seniorforsker i Kulturarvsstyrelsen Eske Wohlfahrt om at se på værket. Eske Wohlfahrt er involveret i flere aktiviteter, der har til formål at skabe en fælles, national indgang til store databaseregistrerede samlinger - eksempelvis projektet Museernes Samlinger, der omhandler de kulturhistoriske museer.

Brillen og Den grønne registrant
Det er et fint digt, siger Wohlfahrt og kigger ned over listerne med kategorier og underkategorier i Lotte Skadborg Hansens værk - og for den videnskabeligt, rationelt skolede forsker må værkets ordningsprincip tage sig ud som, i bedste fald, poesi. Det er en helt vanvittig systematik, men jo, der er et system, fortsætter Wohlfahrt og siger videre, at han betragter værket som en hilsen til den kinesiske encyklopædi, man også kan møde på Afsnit P. Her ordnes dyrene i andre kategorier, end vi er vant til, og afslører dermed, at vi helt ind i biologien kunne have indrettet verden anderledes. Systemer beskriver ikke bare verdener, de skaber dem. Og meget afhænger af øjnene, der ser.

Derfor er det måske heller ikke tilfældigt, at man i 'Foreløbig Inventaropgørelse med eksempler' finder kategorien Briller. I museumssammenhæng hedder brillen 'Den grønne registrant': omkring 1940 enedes museumsfolk om en overordnet klassifikationsmåde, der blandt andet fastlagde det stadigt gældende funktions-registreringsprincip for inddelingen af museernes genstande og øvrige informationer. Her er det ikke et spørgsmål om, hvad ting er, men derimod hvad de har været brugt til. Men hvordan kan man efter dét princip registrere noget i så futil en kategori som Himmel uden synlige skyer?

Det foreløbige og det evige
Og hvordan indlemme nyt i et eksisterende system, hvis kategorier simpelthen ikke er tænkt til at rumme… Siddende kvinder, som i 'Foreløbig inventarliste med eksempler'? Eller til at se forholdet mellem stat og individ på en anden måde, med Eske Wohlfahrts eksempel. Ind imellem kunne man få lyst til at begynde helt forfra, med nye systemer, forklarer Wohlfahrt, men i museumsverdenen står man altid på skuldrene af dem, der kom før. Man arbejder så vidt muligt uden brud - og i princippet med evigheden for øje. Ellers kunne man jo lave nye systemer hvert femtende år. Men han mener videre, at det er sundt at lade andre synsmåder udfordre ens eget blik. Som her kunstens. Og tilmed i et værk, der udnytter webmediets muligheder for tværforbindelser, og derved gør den ellers noget støvede 'inventaropgørelse' til en dynamisk genstand.

Digitale udfordringer
Et andet sted, Eske Wohlfahrt oplever forskellige erkendelsesmåder støde sammen, er i arbejdet med koblingen af museernes digitaliserede materiale. Man mærker her, hvordan faglige traditioner brydes, og hvor det at skabe fælles systemer bliver en tværfaglig udfordring. Noget, der kan tilskynde de forskellige faggrupper til at reflektere over deres egen praksis.

Arbejdet med at give databaserne fælles indgange har vide perspektiver, publikums- og formidlingsmæssigt. Publikum får adgang til et stort materiale, som de vil kunne søge frit i, på tværs af institutioner og faglige skel. Tilsvarende kan museumsformidlingen trække på flere vidensressourcer, og i den forstand baner de digitale værktøjer vej for en langt bredere tilgang. Hvad kommer det til at betyde - med et publikum, der på egen hånd orienterer sig på tværs af samlinger, i en springende og intuitiv forståelse? Og digital formidling, der fremstiller museernes samlinger mere tredimensionelt og temaorienteret?

Hertil svarer Eske Wohlfahrt, at man foreløbig har et stort arbejde for sig alene med at fuldføre digitaliseringen og dernæst skabe samlede indgange til dette materiale - ikke bare til museernes samlinger, men også på tværs af arkiver, biblioteker og museer i de såkaldte ABM-samarbejder. I første omgang opererer vi derfor med en forestilling om tilgængelighed, fortæller Wohlfahrt, publikum får adgang til en masse stof, men det vil ikke være særligt tilrettelagt for dem. Man får så at sige lov at kigge fagfolkene over skuldrene og dermed indblik i et materiale, der uformidlet lægges frem.

Vi har i denne sammenhæng endnu tilbage at se, hvordan de digitale medier kan udnyttes til en mere dynamisk fremstilling og formidling. Det er spændende perspektiver for en fremtid, hvor der i endnu højere grad bliver brug for den faglige kompetence i sorteringen og præsentationen af det, man ønsker at bringe videre til publikum.

Vender vi afsluttende tilbage til 'Foreløbig inventarliste med eksempler', kan man fundere over disse fremtidsperspektiver i forhold til kategorien Bipersoner: hvem bliver bi-, og hvad bliver hoved- i kommende, foranderlige hierarkier?

Det der ligger på jorden

Af Morten Søndergaard

Det der ligger på jorden må man træde på. Det der ligger på jorden. Alt det der ligger på jorden. Det eller den som ligger på jorden kan behandles på en anden måde. Den som går og står kan noget andet end den eller det som ligger. Den gående kan standse og samle det liggende op. Hun kan samle det op, opsamle det, og bære det med sig. Hun kan tage det med hjem og ordne det og sætte det i mapper. Det som ligger på jorden kan samles op og ordnes, organiseres. Måske fordi det som ligger på jorden kan rumme en viden om den gående, den samlende, den organiserende som hun ikke kan tilegne sig på andre måder.

Den som går kan rette blikket mange steder hen. Hun kan rette det op mod himlen og skyerne, i korte øjeblikke kan hun rette blikket lige ind i solen, men for det meste kan hun se på husene og træerne som hun går forbi. Den som går får omgivelserne til at ændre sig, perspektivet bliver hele tiden et andet, husene ændrer form, træerne ændrer størrelse. Den som går kan se sig omkring. Eller hun kan se ind i sig selv, tænke eller komme i tanke om. Eller hun kan rette blikket mod jorden, mod det som ligger der. Det som ligger der, ligger der af mange grunde. Måske fordi det er blevet tabt, måske fordi det er blevet kasseret. Måske fordi det er ført derhen af vinden eller på anden måde flyttet af stærkere kræfter end det selv. Det som ligger på jorden bærer sin historie med sig, sine mærker. Måske rummer det som ligger på jorden en viden om hvorfor det ligger der, en viden som kan indsamles.

At indsamle er at give mening. At klassificere det indsamlede kræver at indsamleren vælger et system at klassificere efter. Den orden der opstår er lokal, den viden som klassifikationen afgiver er i høj grad en viden som også angår dens klassifikator. Den er vigtig. Den må ikke falde i forkerte hænder. Mapperne på www.opsamler.dk rummer med deres mærkelige viden også en viden om mig. Jeg mærker at den som har samlet og klassificeret disse ting, den som har klippet ud af kasserede bøger og ordnet ukendte personers private fotografier, jeg mærker at hun ved noget om mig, en viden som giver sig til kende i de valg og i de snit der er lagt i materialet. Som om hun havde fået lov til at samle ind inde i mig, inde i de gader i mig selv, hvor ellers ingen kommer. Hun har også fundet mig. Jeg kan se at hun kender mig. At hun kender til den gnidrede umenneskelighed der manifesterer sig når verden leger med os. Som en dreng der leger med insekter. Som en pige der klipper håret af sine dukker. Som videnskabsfolk i gang med et forsøg. Som den bedragede der river breve i små stumper.

Hun er samler. Hun trækker en usynlig tråd fra de første omstrejfende mennesker, jægerne og samlerne, til det moderne menneske der strejfer om på nettet. Hun er samler af det der blev væk og nu giver hun det væk igen. Hun er jæger og det bytte hun finder er dødt men varmt endnu. Hun ved at viden dør og bliver kasseret, glemt, at både videnskabsfolk og velmenende forældre engang gjorde det uhyrligste i den bedste hensigt. Hun samler det og husker at viden er foreløbig. Hun bevæger sig i en sorthvid scenografi der giver mindelser om Østeuropa, om det både følelsesløse og det trøstesløse. En slags udokumenteret kollektiv barndom. Hun vender det genfundne om og viser os den poetiske bagside; hun ved at det irreversible findes og at tingene overlever os. Hun leder i de dødes ting, på loppemarkeder, i dødsboer efter bekræftelse på det irreversible, efter spor af liv. Hun får øje på et stykke afspærringstape der blafrer i vinden, som et sjippetov der sjipper med sig selv og fastholder det. Hun samler verden op som et nysgerrigt barn, der med lige dele poesi og galskab ser de ting vi ellers går hen over, selvom de ting måske viser sig at være de vigtigste, fordi de rummer en umistelig viden om hvert menneske.

Artiklen er skrevet som katalogtekst til udstillingen Samlinger, Galleri Image, 29. november - 21. december, 2003.

Links, Morten Søndergaard:

Oplæsning fra digtsamlingen Vinci, senere
Digtfremviser Tingenes orden
Digtfremviser Sahara i mine hænder
Landskaber omkring digtet kompas
Mindblowing Radiomontage

Opsamler.dk

Hjemmesiden www.opsamler.dk - med undertitlen Illustrerede beretninger. Om udførte, skrinlagte, halvfærdige og fremtidige projekter - har siden 1999 fungeret som udstillingsrum og katalog for mine arbejder og fundne objekter. Mappeprojektet, Handsketæppet, Hvad, der ligger på jorden, Revurdering af klokkestrengen, Københavnske rendestene, grøfte- og vandkanter og Rekonstruerede rum er eksempler på projekter i indholdsfortegnelsen. Hvert af projekterne har deres eget liv og bliver til mindre hjemmesider i hjemmesiden.

Værkernes/de fysiske objekters overførsel til nettet resulterer i de fleste tilfælde i et nyt værk. Det kan være som en realisering af en tolkning eller indplacering i en sammenhæng. Som når en funden flakon med to tørrede guldfisk afstedkommer et brev til fiskene. Eller når de broderede klokkestrenge afføder en kvasividenskabelig, kulturhistorisk artikel om genren.

Internettets mulighed for at skabe sammenhænge gennem links er udnyttet gennemgående og det er en af grundene til, at opsamler.dk også bliver et værk i sig selv: En slags metaværk, der både kortlægger og udvider hele mit arbejdsfelt og som samtidig spejler mine arbejders sammenvævethed. Enkeltværker, større projekter, fortælling og tanker spindes nemlig sammen til et komplekst hele, som til stadighed kan udbygges i alverdens retninger.

Opsamler.dk samler ikke blot mine projekter - den samler også besøgende. Det er en del af stedets idé, at det med dets mangfoldighed af ord og begreber fra forskellige sfærer fører søgende fra søgemaskinerne ind på hjemmesiden. Og på den måde opsamler og i nogle tilfælde også går i dialog med besøgende, som var ude i et helt andet ærinde.
  Som de, der egentligt søgte på alt fra ildlændere til balkjoler. Eller som færøske Solrun, der ved et utroligt tilfælde opdager sin afdøde farfars portræt på et fotografi af løsrevne bogsider i et buskads. Hun kvitterer ved at indsende den fineste beretning om mandens liv og bliver således medvirkende til, at værket udfolder sig yderligere.