At blive plettet - pletten som metaforisk spor efter handling

Arvesyndpletten sidder der fra begyndelsen af livet. Men hvordan forholder det sig med de pletter den enkelte får på sig undervejs i livet?

"En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden." (Jak 1 v27.)

Man må "bevare sig uplettet af verden" - man må forestille sig mennesket klædt i hvidt og verden som et snavset sted, hvor man bestandigt må passe på, for ikke at få tilsmudset sit rene tøj.
I forrige afsnit så vi netop på hvordan pletter på tøjet kan tiltrække sig opmærksomhed og stigmatiserede den bærende. Selv den mindste plet kan let blive det eneste man lægger mærke til. Den influerer også på det i øvrigt uplettede.

Mon ikke de omtalte pletterne fra verden er spor efter slette handlinger som løgn, bedrag og andre overtrædelser. I Siraks Bog siges det f.eks. at "Løgn er en grim plet på et menneske, den forekommer igen og igen hos udannede folk." (v24) Overtrædelserne lokkes man måske nok til af en fristende omverden, men det ændrer ikke noget: Pletten er sporet, der bliver siddende og vidner om handlingen. "Om du så vasker dig med sæbe og ødsler med lud, er du i mine øjne plettet af synd, siger Gud Herren." Jeremias' Bog v22

Pletmetaforikken skal altså minde os om, at slette handlinger ikke bare passerer uset eller glemmes sidenhen. Pletterne bliver derimod siddende og skæmmer. Deraf også ordet skamplet. En plet til skam og offentlig skue endskønt metaforisk. Skampletten kan oven i købet virke tilbage på og mispryde en hel familie, en slægt, ja en hel nation.

I nogle tilfælde dukker pletten vitterlig også helt konkret op. Synlige for enhver er f.eks. lyve-pletter eller løgne-pletter som er en hvid plet på neglen. En anden variant af det samme er den sorte streg i panden.

Det er tydeligt, at tankegangen her groet ud af en anden type plet, nemlig den symptomatiske.