Pletten sprogligt og metaforisk set
Som lovet skal vi nu se nærmere på pletten brugt som metafor. Et godt sted at starte er i biblen.
Pletter i biblen
Jesus er som varslet "uden plet og lyde". Lyde betyder vansiring eller skamfering - det fastslås gang på gang i det gamle testamente, at syndofre i form af kvæg skal være lydefri. Ordet lyder bruges gerne i forbindelse med pletter i betydningen fejl.
Når man har syndet, kan man i følge det gamle testamente opnå soning ved at ofre et dyr, der ikke fejler noget - et dyr, der er fejlfrit. Man må gå ud fra at tanken er, at offeret ikke vil være så stort, hvis man udvælger sig et allerede stærkt skrantende dyr.
"I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt, (…)" (1. Pet 1 v18-20)
Plet er lig arvesynd
Årsagen til Jesus pletfrihed skal findes i hans undfangelse, den er nemlig ligeledes "uplettet". Og pletten - den er her metafor for selve arvesynden, som altså tilsyneladende overføres gennem mandens sæd. Jesus går fri, for Helligånden tager mandens plads.
Ved bebudelsen af Jesu fødsel siger Maria til englen:
""Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand." Englen svarede hende: "Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn." (Luk 1 v34-35)
Hvorvidt også Marias undfangelse var uplettet hersker der diskussion, dog ikke i Katolsk minileksikon:
"Hendes troslydighed vidner om, at hun er uden synd (jfr. Tridentinerkoncilet, 1547), fuld af nåde, ja, at hun fra sin undfangelses første øjeblik, ved et særligt privilegium på grund af Kristi kommende fortjenester er bevaret ren for enhver arvesyndens plet, som dogmet om hendes uplettede undfangelse siger."
Og om dogmet om uplettet undfangelse siges det samme sted:
"Iflg. dogmet fra 1854, i Pius IX's bulle Ineffabilis Deus, er det en åbenbaret sandhed, at Jomfru Maria på intet tidspunkt af sit liv har stået under syndens magt; men at hun tværtimod, på grund af Jesu Kristi kommende fortjenester, som den eneste, er blevet undtaget fra arvesyndens lov." (Katolsk minileksikon http://www.katolsk.dk/fileadmin/user_upload/mini_lex/ 11.5.2006)
Almindelige mennesker, kvindefødte og undfangne ved plet, får sonet arvesynden gennem Jesus som det pletfri offerlam.
Fortsæt