Pletten som spor efter konkret handling

Også inden for kriminologien spiller pletterne en vigtig rolle. Man kan sige at denne plettype både er forbundet med hverdagslivet konkrete pletter - altså f.eks. med den ketchupplet, der sidder på jakken efter man har spist en hotdog - og med de metaforiske pletter, som f.eks. "verdens"pletter og skampletter. Den er også i familie med den symptomatiske plet, i hvert fald hvad angår den måde man forholder sig til den på.

Denne konkrete sporplet læses nemlig også som et tegn. Et tegn hvis indholdsside peger tilbage på en handling, på en forbrydelse. Hvor vi tidligere så, at tankegangen bag de metaforiske pletter var, at umoralske handlinger efterlader sig pletter/spor i overført forstand, så har vi her en videnskabelig pendant. Gerningsstedsundersøgeren, kriminalteknikeren og retspatologen kan fortælle, at med enkelte ganske få undtagelser, så efterlader forbrydelser sig altid pletter som kan vidne om skyld - blodpletter, sædpletter, negleskrab etc. Og netop disse pletter er også de beviser som kan føre til en domfældelse af gerningsmanden.

Inden vi bevæger os til det sidste emne, nemlig aktiv pletfjernelse, må det vist være på tide med en opsamling af nogle af de begreber vi har set er på færde i forhold til pletten.

Det plettede viste sig at være forbundet med det urene, blakkede og beskidte i såvel konkret som moralsk forstand. Det plettede er forbundet til det grimme, unormale, besmittede, det syge, det onde og det skyldige, syndige og ulovlige. Og det gælder både inden for samfundsretten og den religiøse ret.

Det uplettede er derimod forbundet med det rene, smukke, kontrollerede, raske, ubesmittede, syndfri og moralsk uangribelige.

Pletfeltet er altså forbundet til nogle meget grundlæggende kulturelle modsætningspar. Hvor man kan sige, at det uplettede knytter sig til idealerne, til det perfekte og næsten guddommelige, så er det plettede forbundet med det uperfekte, med den side af det menneskelige, som ligger tættest på dyret.