 Det største problem i forbindelse med Theatrum Mundi - verden i pap er i øjeblikket scenen. Hvad er, spørger jeg mig selv, den mest passende fremvisningsform til denne verdensudstilling?
(Lad mig med det samme gøre rent bord: Den tidligere viste modelby eksisterer ikke. Så er det sagt.)
For tiden ligger alle brikkerne rodet sammen i bunden af en æske Scrabble. Primitive mellem videnskabsmænd, samlere ved siden af jægere, nøgne mellem påklædte etc.
Hvad enten man bryder sig om det eller ej så falder verdensbrikkerne nu engang i nogle naturlige klasser - det man også kalder familier.
Forleden passerede jeg et vindue, bag ruden stod et lille treværelses dukkehus. Jeg tog et par billeder ind gennem glasset i håb om, at dukkehuset kunne bruges som et familieorienteret udstillingsrum. * * *
Jeg var og er stadig ikke tilfreds med resultatet; skulle det være Theatrum mundi? En samling kernefamiliehuse? Et hus til de sunde og et til de syge. En gade til de primitive, en anden til dværgene og dukkerne. Og så ovenikøbet indhyllet i en falsk hjemlig atmosfære.
Jeg forsøgte mig da med en anden variant, som i hvertfald ikke foregiver at være papfigurernes hjem og sande sammenhæng. En model jeg vil kalde det mobile, kuplede tableau.
Og her er jeg så strandet foreløbig.
Gode råd og kommentarer vil blive modtaget med glæde.
| 
