1. I de gamle papirer optræder sammenfald i første omgang i gruppe med sammenstyrt, sammenskred og sammenbrud.
  Jeg tror, vi befinder os i omegnen af kridtklinter, ruiner, metaltræthed og korthuse - indre konstruktioners given efter.

Bygninger falder, synker eller styrter sammen. Faldet og synket er ikke dramatiske og katastrofale som styrtet er, de er snarere triste.
  Sammenfaldet foregår enten pludseligt (ingen kvæstes - bygninger falder sammen, når ingen er tilstede, eller i bedste fald, mens man står med ryggen til.) Eller over tid som en langsom opløsningsproces. (Skure, rønner og husmandsteder).

Styrte gør bombede rigsdagsbygninger. De bliver til ruiner. Sammenfaldne/sammensunkne huse har ingen patos, de bliver til brædder og brokker og i sidste ende støv.

Sindet bryder sammen (nervesammenbrud), men kroppen falder eller synker. En ventil løsner sig en dag og luften siver langsomt ud. (Udslidte trækheste, gamle mænd - indfaldne kinder - triste skæbner.) (Visnet)(Sammenbøjet, -bukket, -krummet)

Træffet og faldet liggger tæt op af hinanden. Det uforudsete møde er for disse ords vedkommende endvidere: Overraskende, tilfældigt og tankevækkende. Og som regel netop så tankevækkende, at den som iagttager/opdager mødet bringes til at tvivle på om præmissen 'tilfældig' virkelig er sand.

(Jvf. evt. også tegntagningsprojektet.)

Har U.A. indvendinger eller tilføjelser?