Jeg har altid syntes der var noget meget spændende ved forbryderfotos, pasfotos etc. Altså u-portætter, som ikke har andet formål end at dokumentere et ansigt.

Jeg var så heldig på et tidspunkt at finde en politilærebog om personidentificering, der udover at indeholde en mængde plancher med hovedformer, øreformer, mundformer osv. også indeholdt et afsnit om optagelse af identifikationsfotografi. Alt var meget udførligt beskrevet - hvordan kameraet skulle placeres (jeg tror, det var 3m væk), en lampe her, en lampe der osv.

Ved en af de utallige lejligheder, hvor een i familien siger, at een anden har farfars næse og en tredje svarer, at; nej, det er mormors, fostrede jeg den idé, en gang for alle at kortlægge familiens ansigter via de objektive identifikationsfotografiske principper.

Jeg førte projektet ud i livet sent juleaften 1997 og det vil være synd at sige, at der var andre end mig, der brændte for det. Jeg fik dog alle de tilstedeværende til efter tur at sætte sig på en skammel inde i mine forældres soveværelse, som jeg havde omdannet til et interimistisk studio.
   Det udartede sig til en mindre pinlig affære, for flere af dem følte sig utrygge ved de to pærer, der lyste dem lige ind i ansigtet, mine anvisninger om, at de ikke måtte smile, ikke måtte gøre sig til, - og hele arrangementet iøvrigt (min onkel havde mig mistænkt for ville bruge billederne til en frenologisk afsløring af deres karakterer).

Jeg fik lavet billederne og blev meget skuffet. For det første var de uhyggeligt lidt flatterende pga. lyssætningen - næserne gav f.eks nogen meget grelle slagskygger. For det andet var de ubehagelige, fordi jeg opdagede, at jeg faktisk ikke kendte ansigterne, nu hvor de var renset for udtryk (ikke engang mit eget kendte jeg igen).

Men først og fremmest var hovedsagen - at blotlægge slægtslighederne - forfejlet. Jeg havde vel forestillet mig, at der ville udkrystallisere sig et eller andet mønster. F.eks mellem min far, bror og fætter, som jeg altid har syntes lignede hinanden meget. Jeg kunne genkende et hul i hagen hos to og andre småting, men ikke noget, der føltes tilfredstillende.
   Jeg blev irriteret over, at jeg ikke havde hele familien med, jeg manglede min mors side, min onkels familie og så selvfølgelig de, der var døde. Jeg blev irriteret over aldersforskellene, der mudrede billedet, og over frisurernes dominerende indflydelse på ansigterne. I det hele taget synes jeg lige pludselig det var et rigtig dumt projekt og lagde så billederne ned i små plasticposer og gemte dem væk.

Så var det altså, at jeg nogen tid efter læste om Wittgensteins familielighedseksempel og tænkte ja selvfølgelig, det er jo sådan det er med familier. Men at trække en streg fra et hagehul til et andet, fra et øje til et andet er bare ikke så forløsende - og dog, nu får jeg helt lyst til at gå igang. Bortset fra det kunne det nu også være interessant at samle billeder af samtlige familiemedlemmer taget på et bestemt alderstrin.

Som du kan se er mit forhold til familielighedseksemplet temmelig bundet til eksemplet og ikke til det det skulle eksemplificere. Jeg er desværre ikke så god til at tænke abstrakt. Til gengæld har jeg et andet eksempel, som jeg tror du måske vil synes er interessant.