d u k k e

Bugtalerdukken er en talende miniaturemodel af bugtaleren. Bugtalerdukken er ofte uhyggelig, dens kæbeparti er bevægeligt, den taler beskidt og er en ondsindet udspaltning af taleren. Bugtalerdukken kan i det ydre af og til minde om den mandlige udgave af Lolitadukken, den oppustelige brugsdukke, som er karakteriseret ved sin åbne mund, og som er et paradoksalt antitetisk sidestykke til Psykologdukken, som er at ligne med den kinesiske mellem lægen og patient indskudte Diagnosedukke. Lolitadukken leder tanken videre hen på Golem, den kunstige slave, og med golem Homonculus, det kunstigt skabte miniaturemenneske. Med golem følger endvidere Robotten, som i visse tidlige udformninger faktisk ligner bugtalerdukken (og dermed også Lolitadukken). Nævner man Lolitadukken, golem og robotten tvinges man også til at inddrage Zombien, den viljesløse levende døde, hvorved man igen kommer ned i miniatureformatet med Voodoodukken, gennem hvilken det, som bekendt - via pars pro toto pricippet - er muligt at skade den person, den er en model af. Voodoodukken leder videre til In absentia-dukken, som man henretter i mangel på den landflygtige. In absecentia dukken ligger betydningsmæssigt snert op af Demonstrationsdukken, som også henrettes, men til forskel fra førnævnte er dens forbillede ikke fraværende (jvf. hængte kolonisatordukker og hængte diktatordukker). Demonstrationsdukke rimer næsten på Rekonstruktionsdukke, som er mannequiner, der enten iklædes forulempedes tøj og stilles op på gerningssteder eller iklædes stenaldertøj og stilles i montrer. Disse sidstnævnte dukker fører på uklar vis frem til Testdukken også kaldet the crash-test-dummy. Testdukken associeres pga. navnet med Forsøgsdukken, det være sig f.eks en af paprør og metaldele konstrueret abemoderdukke som abebørn skal søge tryghed hos. En pendant til forsøgsdukken er Imitationsdukken: En menneskebarnsdukke, der illuderer at kunne drikke og tisse og som pigebørn skal træne med.

Dukker er beslægtet med dværge og børn.